Nick Vejle sprang ned i lastrummet, da han forsøgte at redde fiskerne. Han faldt bevidstløs om i dampene af svovlbrinte.

Lossefirma: Vi er frikendt af Arbejdstilsynet

Trods strakspåbud fra Arbejdstilsynet mener ejeren af Grenaa Lossekompagni, at firmaet ikke bærer ansvaret for arbejdsulykke, hvor pumpemand Nick Vejle blev hjerneskadet.

Grenaa Lossekompagni afviser at tage ansvar for en arbejdsulykke, hvor den tidligere medarbejder Nick Vejle fik en hjerneskade. Og firmaet har ikke betalt erstatning til ham.

4. august 2014 klokken cirka 22.20 forsøgte Nick Vejle at redde to fiskere om bord på kutteren ”Susanne H”, som lå ved kaj i Strandby Havn i Nordjylland. Fiskerne var faldet bevidstløse om i fiskefartøjets lastrum med forrådnede skidtfisk. Nick Vejle sprang ned i lastrummet, hvor han også faldt bevidstløs om i dampene af svovlbrinte. De to fiskere døde i lastrummet, mens Nick Vejle blev reddet op af røgdykkere fra Frederikshavn Brandvæsen.

Læs alt dødsulykken i Strandby Havn her
 

Chef: Vi har ikke begået fejl

På ulykkestidspunktet var dengang 24-årige Nick Vejle slagterlærling. Han havde været ansat som pumpemand i omkring fire uger på deltid hos Grenaa Lossekompagni. Den unge, uerfarne pumpemand var under arbejdet på kajen hverken udstyret med åndedrætsværn eller en såkaldt H2S-måler, der kan måle svovlbrinte. 

Efter en undersøgelse på ulykkesstedet udstedte Arbejdstilsynet et strakspåbud til Grenaa Lossekompagni for overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen. Det betød, at virksomheden effektivt skulle forebygge faren for kvælning under arbejdet. Tilsynet beskrev 8. august 2014 også ulykken i en rapport om ”grove overtrædelser”.

Ejer og direktør hos Grenaa Lossekompagni, Jan Kvist Nielsen, mener ikke, at virksomheden har gjort noget forkert i forbindelse arbejdsulykken.

- Vi har instrueret Nick i arbejdet på kajen og har ikke begået fejl. Vi er jo også blevet frikendt af Arbejdstilsynet og politiet. Det har de skrevet til os. Det siger det hele, siger Jan Kvist Nielsen til Fagbladet 3F.
 

Pumpemand: Arbejdsgiveren har ansvaret

Efter at have modtaget politirapporten i sagen indstillede Arbejdstilsynet 6. november 2014 til Nordjyllands Politi, at Grenaa Lossekompagni ikke skulle strafforfølges efter arbejdsulykken på grund af ”hændelsesforløbet omkring ulykken”. Og 4. december 2014 standsede Nordjyllands Politi efterforskningen i sagen med henvisning til Arbejdstilsynets vurdering. Arbejdsulykken blev således henlagt, uden at der blev givet en bøde eller rejst tiltale mod Grenaa Lossekompagni.

Hverken Arbejdstilsynet eller politiet talte efter dødsulykken med førstehåndsvidnet Nick Vejle, inden hans sag blev henlagt. 

Nick Vejle og hans kæreste Tanja Johansen forstår ikke, at Arbejdstilsynet droppede hans sag. Og han er lodret uenig med sin tidligere arbejdsgiver.

- Grenaa Lossekompagni har ansvaret og skulle betale erstatning til mig. Jeg fik ingen instrukser om, at jeg ikke måtte gå om bord på kutteren, skriver Nick Vejle på sin mobiltelefon.    

Efter ulykken kan han ikke længere tale. Men kun sige lyde.