- Vores praksis har ikke været god nok, siger direktør hos Arbejdstilsynet Peter Vesterheden om tilsynets undersøgelse af arbejdsulykker, hvor folk er døde på arbejde i trafikken.

Arbejdstilsynet beklager svigt ved undersøgelse af dødsulykker

Det er problematisk, at Arbejdstilsynet ikke har undersøgt arbejdsulykker, hvor folk på job dør i trafikken, erkender tilsynets direktør.

129 dødsulykker – 7 undersøgt

* Der skete 129 arbejdsrelaterede dødsulykker i trafikken i årene fra 2004 til og med 2015. Arbejdstilsynet undersøgte syv af de 129 dødsulykker, oplyser tilsynet. Det svarer til 5,4 procent af ulykkerne.

* I to og af de 129 dødsulykkesager har Arbejdstilsynet indstillet til politiet, at der blev givet bøder til de involverede virksomheder for brud på arbejdsmiljøloven, oplyser tilsynet. Det svarer til 1,6 procent af ulykkerne.

* Der skete i alt 531 dødsulykker i årene fra 2004 til og med 2015, oplyser Arbejdstilsynet. Dermed skete 24 procent af dødsulykkerne i perioden, mens de tilskadekomne var på arbejde i trafikken.

I årevis har Arbejdstilsynet ikke været omhyggelige og fokuserede nok, når tilsynet har undersøgt ulykker, hvor folk på arbejde er omkommet i trafikken. Det erkender Arbejdstilsynets direktør Peter Vesterheden nu over for Fagbladet 3F.

Erkendelsen kommer efter Fagbladet 3F's afdækning af, at Arbejdstilsynet kun sjældent har undersøgt arbejdsrelaterede dødsulykker, der er sket i trafikken. Og at arbejdsgivere dermed i stor stil er sluppet uden straf i form af bøder.

Nu vil Arbejdstilsynet ændre praksis, således at tilsynet også undersøger disse dødsulykker i trafikken.

Peter Vesterheden indrømmer, at Arbejdstilsynet ikke havde ændret praksis, hvis den tidligere havde været god nok. Samtidigt vurderer han, at Arbejdstilsynet selvfølgeligt kan gøre det bedre.

- Jeg ville have det mere skidt med, at vi ikke ville ændre praksis, når der er påpeget et relevant problem. Og det synes jeg, Fagbladet 3F har gjort, siger Peter Vesterheden og fortsætter:

- For det er rigtigt alvorligt med dødsulykker. Og det tages alvorligt. Og derfor er det beklageligt, at der er nogle områder, hvor vi godt kunne have kigget nærmere ind.
 

Mangeårig praksis

I december 2015 måtte Arbejdstilsynet også ændre praksis i dets behandling af arbejdsrelaterede dødsulykker. Det skete, efter at Fagbladet 3F havde afdækket, at Arbejdstilsynet siden 1988 havde indstillet til politiet, at adskillige dødsulykker blev henlagt på trods af grove overtrædelser af arbejdsmiljøloven, og uden at arbejdsgiveren fik en bøde eller blev retsforfulgt.

Hvorfor er undersøgelse af arbejdsrelaterede dødsulykker ikke kernestof for Arbejdstilsynet?

- Det har det også været. Men det har det ikke været i forhold til de dødsulykker, der har været i trafikken generelt, sket på offentlig vej, siger Peter Vesterheden.

- Udgangspunktet har formentlig været et synspunkt om, at man var dobbelt ramt, altså at der var dobbelt lovgivning, at det blev håndteret i færdselsloven, siger han.

Hvornår og hvem indførte denne praksis om ikke at undersøge dødsulykker?

- Det ved jeg ikke. Men det har været en mangeårig praksis. Mit indtryk er ikke, at man har forladt en praksis, hvor man har undersøgt alle dødsulykker og har sagt, at det er politiet. Det har nok været det oprindelige. Og det har formodentlig været et spørgsmål om forståelse af særlovgivning, at de ulykker, der sker i trafikken, er noget, der undersøges af politiet, siger Peter Vesterheden.
 

Vil drøfte regler fra 1958 med politiet

Et cirkulære fra 1958 beskriver samarbejdet mellem Arbejdstilsynet og politiet omkring arbejdsulykker. Og nu vil Arbejdstilsynet tage kontakt til Rigspolitiet for at afgøre, om bekendtgørelsen skal opdateres, oplyser tilsynets direktør.

- Heldigvis har vi set en rigtig lykkelig udvikling i antallet af dødsulykker i trafikken, og vi har også set det med dødsulykker på arbejde. Og det gør også, at vi kan fokusere på at få tallet yderligere ned.  

Rigspolitiet kan ikke forklare, hvordan politiet afgør, at Arbejdstilsynet skal tilkaldes ved arbejdsrelaterede dødsulykker. Hvad tænker du om det?

- Det kan jeg ikke udtale mig om, siger Peter Vesterheden.

I har tidligere oplyst, at Arbejdstilsynet forventer at blive tilkaldt af politiet, hvis arbejdsmiljøloven er overtrådt ved dødsulykker på jobbet i trafikken. Men vi kan se, at Arbejdstilsynet i flere sager ikke er blevet orienteret af politiet om arbejdsrelaterede dødsulykker. Synes du, at samarbejdet mellem Arbejdstilsynet og politiet er godt nok?

- Vores praksis har ikke været god nok. Om jeg skal ind og kritisere politiet? Det synes jeg ikke. Jeg synes, vi skal udvikle en samarbejdsform, når vi nu ændrer praksis. Det, tror jeg, kommer helt af sig selv - særligt når vi mødes og drøfter det med politiet, siger Peter Vesterheden og fortsætter:

- Generelt har vi et godt samarbejde med politiet om arbejdsrelaterede dødsulykker. Men der har her været en praksis i trafikken, som vi skal gøre noget ved.
 

Direktør: Borgerne kan have tillid til Arbejdstilsynet

Der har været to praksisændringer på fem måneder. Forventer du, at der kommer flere?

- Jeg håber, vi ændrer praksis, hver gang noget ændrer sig. Om der kommer flere praksisændringer om dødsulykker, vil jeg ikke afvise. Men vi har også drøftet, om der yderligere er nogle huller - noget vi ikke har gjort, siger Peter Vesterheden.

Har I fundet andre huller?

- Nej, ikke umiddelbart. I har været hele vejen rundt, så det har været en stor hjælp, siger han.      

Mener du, at borgerne og Folketinget kan have tillid til Arbejdstilsynets behandling af dødsulykker?

- Ja, det mener jeg, de kan, siger Peter Vesterheden.